FORSIDE

Målrettede jobforløb - en aktiv start

Materiale til udvikling af målrettede jobforløb
I integrationsaftalen ”En ny chance til alle” mellem Regeringen og Dansk Folkeparti står, at der skal udvikles målrettede jobforløb for ledige, der af forskellige årsager er langt fra arbejdsmarkedet. Forløbene udvikles med det formål, at være til inspiration for kommunerne, når de 1. juli 2006 skal tilbyde alle ledige, der ikke har fået tilbud i 12 måneder et nyt forløb. I aftalen står, at man i udviklingen af de målrettede jobforløb vil hente gode erfaringer fra bl.a. Projekt Virksomhedsrettet Integration.
Erfaringerne fra Projekt Virksomhedsrettet Integration er derfor blevet indsamlet. Der er lagt særlig fokus på beskrivelsen af målgruppen og deres behov samt konkrete eksempler på tilbud, som kan bringe de ledige (tættere) på arbejdsmarkedet.
Den overordnede erfaring fra projektet er, at det er muligt at integrere disse borgere via trappemodellen. Dog er der oftest behov for en længere opkvalificeringsperiode, inden de kan varetage kravene for en ordinær ansættelse.

Målgruppebeskrivelse
Generelle barrierer for arbejdsmarkedsintegration
For størstedelen af de ledige udlændinge er erfaringen, at de ikke vil kunne tage det første trin på trappemodellen for arbejdsmarkedsintegration – virksomhedspraktikken. Der er forskellige barrierer, som har indflydelse på deres muligheder for at opnå opkvalificering på praktikpladsen:

  • En del taler udmærket dansk, men deres refleksionsniveau er lavt, hvilket betyder, at de ofte kun delvis forstår, hvad der forventes af dem i forbindelse med opgavevaretagelsen på en arbejdsplads.
  • De fleste har været ledige væsentlig længere end et år eller har aldrig haft tilknytning til arbejdsmarkedet i Danmark. Derfor har de få kvalifikationer, der matcher arbejdsmarkedets krav. De har ikke en (stærk) arbejdsmarkedsidentitet og mangler tillid til, at arbejdsmarkedet vil tage imod dem.
  • Mange har allerede deltaget i en del projekter, hvor de blev lovet muligheden for job, men ikke fik det. Det betyder, at deres motivation er lav.
  • En del har urealistiske forventninger til de muligheder, de har på det danske arbejdsmarked. Det kan for eksempel være en forventning om at kunne bruge en uddannelse fra hjemlandet eller at kunne arbejde med det samme/på samme niveau i Danmark som i hjemlandet.
  • Arbejdspladskultur – det synes at være svært for nogle udlændinge at lære at agere i en anden kultur.
  • En del har et meget dårligt kendskab til danske forhold generelt, hvilket betyder, at de bruger en del energi på at gebærde sig i Danmark fx i forhold til transport til og fra arbejde samt børnepasning.

Kvinderne. En større andel af de ledige udlændinge, som skal modtage tilbud i forbindelse med ”En ny chance til alle” er kvinder. Gruppen kan beskrives ved, at de ikke været ude på det danske arbejdsmarked, men varetager opgaverne i hjemmet.

De psykisk lidende. En anden gruppe af de ledige udlændinge, som vil modtage tilbud, er udlændinge med psykiske problemer. Der er en del med lettere traumer, og nogle kæmper med store problemer i familien. 
 

Hvilke typer af forløb, har de behov for?
Som beskrevet, er det muligt at integrere de fleste af borgerne via trappemodellen, men opkvalificeringen vil oftest ske over en længere periode, og der er oftest behov for en indsats, der gør den klar til en virksomhedspraktik. Det betyder, at de fleste målrettede jobforløb bør starte i ”Den aktive start”, niveauet før trin 1 på trappen.

I den aktive start bør første indsats være en afklaring af den enkelte borgers personlige og sociale forhold. Der er behov for at skabe en positiv stemning, borgeren skal motiveres og have opbygget en tillid til, at arbejdsmarkedet vil tage imod pågældende. Herefter kan der ske en afklaring af jobønsker og muligheder, og en konkret indsats på en virksomhed forberedes.

Opkvalificeringen på virksomheden er ofte længerevarende, der skal tænkes langsigtet, og det er nødvendigt med en meget tæt opfølgning, så eventuelle hindringer løses, inden de bliver til større problemer. Derfor er det afgørende, at der afsættes en del midler her og nu. Det er afgørende, at virksomhederne er villige til at tage en chance og tage imod/rumme disse udsatte ledige - ellers virker trappen ikke. Et vigtigt redskab til at understøtte denne rummelighed og den enkelte borgers integration (socialt, sprogligt og fagligt) er mentorfunktionen.

Det er ydermere vigtigt med en fastholdelsesindsats, når borgerne er kommet i ordinær ansættelse. Deres tilknytning til arbejdsmarkedet er stadig skrøbelig pga. få kvalifikationer og erhvervserfaring, og det risikeres, at de hurtigt mister deres job igen. 

Eksempler på målrettede jobforløb
Som ekstempel på indsatser og forløb, som projektkommunerne er involveret i nævnes her tre:
 
1.     ”Fra praktik til fast arbejde” i Køge Kommune

”Fra praktik til fast arbejde” er et projekt, som har til formål at skaffe personer med anden etnisk baggrund end dansk, der har modtaget kontanthjælp mindst 1 år, varig tilknytning til arbejdsmarkedet. Metoden, der afprøves, er at finde ordinær beskæftigelse gennem virksomhedspraktik kombineret med jobnær opkvalificering, sprogundervisning eller andet relevant opkvalificering.

Forløbet er aftalt med Køge Sprogcenter med henblik på at udnytte deres kendskab til at undervise målgruppen. Udover at forberede borgerne til arbejdsmarkedet, har forløbet til formål at sikre, at deltagerne ikke er passive, mens de venter på praktikplads. Undervisningen indeholder:

Gruppesamtale – fx deltagernes forventninger til et job, eller det at tage ansvar

  • Forberedelse til det danske arbejdsmarked - fx arbejdspladskultur, efteruddannelse
  • Forberedelse til jobsøgning/ samtaleteknik og rollespil
  • Information om arbejdsmarkedet og det danske samfund
  • Arbejdsgiver eller en person, der fortæller selvangivelsen eller om a-kasse/fagforening
  • Virksomhedsbesøg

Deltagere, der er i gang med praktik eller i løntilskud, kan efter aftale med arbejdsgiveren møde på Køge Sprogcenter fx en gang hver 2. uge. Her kan de stille spørgsmål til ting, de ikke forstår på arbejdspladsen og i omgangen med kollegaerne. De får mulighed for at opleve, at andre også er usikre. Samtidig håber vi, at fortællinger fra deres praktik kan være med til at skabe en positiv forventning hos de deltagere, der afventer en praktikplads.
 
2.     ”Projekt sammenhæng” i Glostrup Kommune

”Projekt sammenhæng” henvender sig til kvinder med anden etnisk baggrund end dansk mellem 18-40 år på kontanthjælp eller som er selvforsørgende. Baggrunden for projektet er, at målgruppen har behov for en indsats, som er forberedende til de mere beskæftigelsesrettede indsatser, kommunen normalt tilbyder ledige. Kvindernes handlemuligheder er meget begrænset bl.a. i forhold til arbejdsmarkedet. Dette skyldes, at kvinderne har et begrænset dansk som følge af et meget ustabilt danskundervisningsforløb (pga. analfabetisme, barsel/barsler, børns sygedage mv.), at kvinderne mangler netværk, mobilitet og redskaber til at se sig selv i en ny kontekst.

Formålet med projektet er at øge motivationen hos kvinderne til at komme ud på arbejdsmarkedet. Dette gøres ved en ændring af nogle handle- og tankemønstre hos kvinderne, så de får en øget tillid til og kan se sig selv ude på arbejdsmarkedet. Dertil har projektet et socialt fokus, idet man ønsker at styrke kvindernes netværk og give dem redskaber til at håndtere hverdagen i forhold til fx sundhed, ernæring, dagsinstitutioner, skoleområdet mv. 

Forløbet indeholder:

  • Sprogundervisning
  • Virksomhedsbesøg og 2-3 meget korte praktikker (med en tilknyttet mentor) 
  • Samfundslære (udvidet samfundsforståelse med fokus på arbejdsmarkedet)
  • Netværksskabelse (fælles børnepasning, bedstemorordninger mv.)
  • IT-undervisning
  • Kursus om familie og arbejde (mindske barrierer ifm med mobilitet og børnepasning mv.)

3.     ”Synergaia” i Herning Kommune

Synergaia i Herning gennemfører et projekt om rehabilitering af traumatiserede flygtninge og indvandrere over 25 år. Målgruppen beskrives som flygtninge, der har reaktioner efter krig, fængsling, flugt, tab og evt. totur, flygtning og indvandrere med større problemer omkring kulturskriftet og eksiltilværelsen, og som oplever eksistentielle problemer som manglende identitetsfølelse og selvværd, og følelsen af fremmedhed mv.

Projektet er en kombination af et pædagogisk koncept og sprogundervisning, som er bygget op omkring 3-måneders moduler, hver med fokus på hhv. nutid, fortid og fremtid. 1) Nutiden: her afklares og præciseres de væsentlige elementer i hverdagslivet. 2) Fortiden: her kvalificeres værdier og ressourcer. 3) Fremtiden: på denne baggrund systematiseres mål for fremtiden – et arbejdsliv.

Danskundervisning tilrettelægges i tilknytning til resten af kurset og gennemføres af en sproglærer på Synergaia. Der er 18 timers danskundervisning om ugen.

Udslusningen fra projektet er knyttet sammen med forløbet om fremtiden - arbejdslivet. I denne periode færdiggøres en ressourceprofil for den enkelte kursist, som skal være med til at danne grundlag for et videre forløb imod arbejdsmarkedet. I udslusningsforløbet iværksættes ofte praktikforløb. Erfaringen er, at det er muligt og vigtigt at kombinere behandlingen med en arbejdsmarkedsrettet integration, og at dette bidrager positivt til borgernes udvikling og livskvalitet, idet de kan se en fremtid som en del af det danske samfund og arbejdsmarked. Kombinationen af praktik og undervisningen på Synergaia betyder, at der kan arbejdes med ord og begreber, som kursisten møder på arbejdspladsen, og der kan skabes bedre forståelse for de forskellige forhold, som foregår på en arbejdsplads.


Printvenlig version
DA KL LO kontakt grafik

Projektet er et samarbejde
mellem Dansk Arbejdsgiverforening
Kommunernes Landsforening
og Landsorganisationen i Danmark
kontakt grafik
For yderligere oplysninger kontakt:
LO: Tlf. 35 24 60 00 - e-mail lo@lo.dk
DA: Tlf. 33 38 90 00 - e-mail da@da.dk
KL: Tlf. 33 70 33 70 - e-mail kl@kl.dk
www.da.dk ww.kl.dk www.lo.dk